mit liv og tanker

Profil af June
Navn: June (navnet er blevet hende givet af ham der fandt hende)
Højde: 182 cm.
Vægt: 59 kg.
Hårfarve: Knaldrødt
Øjenfarve: Blodrød
Frisure: Kraftigt langt og løsthængende hår
Hudfarve: Kridhvid
Alder: Ingen ved det med sikkerhed, men ca. 18 somre.
Fødeby: Vides ikke.
Baggrund: June blev fundet i en skov på Naboo af en Jedi, da hun var lille. Hun levede i skoven som et vildt dyr. Da han mærkede at kraften i hende var stor besluttede han sig for at bringe hende til Jedi templet.
Da hun ikke kunne fortælle ham hvor hun kom fra eller hvad hun hed, kaldte han hende June. I templet bedømte man hende til at være ca. 4-5 somre.
I templet: June passede ikke rigtigt ind i fællesskabet, men trænes skulle hun. Faktisk havde hun kun én ven, hans navn var Ajas. Han støttede og stod bag hende uanset hvor mange slagsmål hun fik rodet sig ud i. De var uadskillelige!
Selvom det ikke altid var til at se har June et utroligt hidsigt temperament. Tiden hvor hun levede i skoven har givet hende evnen til ikke at vise følelser. Faktisk udstråler hele hendes aura ro, men indeni er hun som et stormpisket hav i den værst tænkelig storm!
Der skal meget til for at June mister selvbeherskelsen, men når det sker forsvinder den høflighed og venlighed hun normalt omgiver sig med og hun bliver som et vildt dyr der forsvarer sit territorium.
Nuværende status: June er padawan hos Quarqu. En kvinde der på mange områder minder om June, men samtidig er de vidt forskellige. Quarqu er den eneste der kan aflæse June’s sindsstemning. June er god til stort set alt hvad Quarqu lærer hende undtagen at være i balance med sig selv og kraften. Det er noget June er bange for at hun aldrig kommer til at styre…..

En padawans kvaler.
June sukkede dybt. Hvorfor skulle det være så forbandet svært? Hun mediterede jo hver evig eneste dag, eller rettere prøvede på det, men det var som om der altid var noget der forstyrrede hendes koncentration!
Denne gang var det Ajas. Hendes eneste ven fra dengang hun boede i Jeditemplet. Hun savnede ham noget så inderligt! Han havde været væk i over 6 måneder. Hun bad til at han snart kom hjem.
Hun så hans lange slanke krop foran sig, hans sø blå øjne og tænkte på hans smil som altid kunne få hende til at skælve. Hun blev altid så underlig til mode når han var i nærheden, eller når hun tænkte på ham. Som om hun både var glad og ked af det på samme tid. Hun vidste at hun burde ved gøre noget ved det, reglerne havde hun lært udenad ligesom alle andre. Men hun kunne jo ikke gøre for det. Hendes tanker gik tilbage til den dag, da hun lige pludselig havde set på Ajas med nye øjne…..

Det var en råkold morgen. Hendes ånde stod omkring hende som en hvid sky, mens hun lavede sine øvelser. Pludselig var der modstand mod hendes lyssværd og hun åbnede øjnene. Der stod Ajas og smilede. Han foreslog at de gik over til øvelse sværdene og fik sig en rigtig kamp.
June kiggede ind i sig selv for at finde bare en smule af den balance, hun så desperat gerne ville kunne styre. Hun fandt den smule ro hun kunne mønstre, åbnede øjnene og så på Ajas. Han stod helt stille og betragtede hende. “Kom så June, lad os se hvad vi kan”.
Han løftede sværdet og de begyndte om hinanden som 2 ulve inden de kastede sig over hinanden. Ajas var blevet hurtigere siden sidste gang. June lagde mærke til at de havde fået tilskuere på. Slaget ramte hende hårdt på skulderen og lammede hele hendes arm……

Distræt rystede hun på hovedet. Hvilken kraft var det der forstyrrede hende når hun forsøgte at finde balancen?
Quarqu sukkede: “June, du er altså nødt til at forsøge hårdere. Det duer ikke at du ikke kan finde balancen”
June nikkede. Hun vidste det jo godt, men hun kunne ikke gøre for det. Quarqu rejste sig, “Vi kan ligeså godt stoppe. Jeg skal alligevel mødes med mester Wardo.”
Junes hjerte begyndte at slå hurtigere. Var Ajas kommet tilbage? Hun rejste sig roligt og fulgte efter Quarqu.
“Du kan jo øve dig lidt med lyssværdet” June sukkede dybt! Hun lavede stort set aldrig andet end at øve sig. Af en eller anden grund var det måneder siden de havde haft en mission og hun var begyndt at kede sig grusomt. Naturligvis var det ikke noget hun havde fortalt Quarqu. June bevægede sig hen i retning af øvelsespladsen. Hun lukkede øjnene, med sit lyssværd i hånden. Langsomt begyndte hun at lave sine øvelser, dansen blev hurtigere og hurtigere for at blive langsom igen. Hun blev stående lidt inden hun åbnede øjnene. Det allerførste hun så var Ajas.
Hendes hjerte flaksede. Han smilede og vinkede hende hen. “Får man ikke et knus?” June gav ham et knus mens hun håbede han ikke ville høre hvor højt hendes bankede.
“Hvornår er du kommet tilbage?” Spurgte hun og Ajas fortalte at han havde været tilbage siden sent aftenen før. Så begyndte han at fortælle om deres tur, hvordan de havde forsøgt at behandle med ………., men at det desværre var det ikke gået så godt! June var glad på hendes vens vegne, men ville ikke helt indrømme over for sig selv at hun var lidt jaloux. Hun havde aldrig fået lov til at bruge lyssværdet til andet end træning! June besluttede sig for at nu var tiden inde! Nu skulle hun endelig fortælle ham hvad hun følte! Hun trak vejret dybt ind og åbnede munden. Pludselig rungede det dybt, middagsklokkerne kaldte dem til spisning. Nu kunne hun ikke fortælle ham det. Ajas tog hendes arm og trak hende med indenfor.
Han snakkede om løst og fast. Om hvordan han havde brugt den teori de havde lært, i en af de aggressive forhandlinger han havde været med i.
June skubbede alle tanker om ham fra sig og begyndte i stedet at fortælle om hvad der var sket mens han havde været væk. For selvom June ikke snakkede med nogen, var hun god til at betragte sine omgivelser og vidste derfor hvem der var hvor og hvorfor. Så nu kunne hun lige opdatere Ajas.
De havde fået fyldt deres bakker og sat sig ned, mange af deres jævnaldrene satte sig hen til dem for at høre hvad Ajas havde oplevet.
June sad stille og spiste sin mad, mens hun hørte dem snakke og godmodigt drille hinanden. Da hun var færdig rejste hun sig træt. Quarqu plejede at meditere med hende 3 gange om dagen og en af dem var altid lige efter aftensmad, men nu ville hun hellere sidde sammen med de andre. Det var ikke så tit at hun befandt sig sammen med så mange og selvom hun nødt ensomheden savnede hun nogen gange lidt blandet selskab.
Hun forlod bordet, satte sin bakke og gik ud for at mødes med Quarqu, men da hun kom til det sædvanlige sted var Quarqu ikke dukket op endnu. June flettede hurtigt og rutineret sit lange hår, som ellers altid hang løst, mens hun ventede. Efter 10 minutter tænkte June at hun ligeså godt kunne begynde. Quarqu kom sikkert. Ikke at hun nogensinde kom for sent. Hun sad altid i perfekt posa. June satte sig ned med krydsede ben og hænderne på sine knæ. Hun trak vejret dybt ind gennem næsen, ventede 10 hjerteslag og pustede så langsomt ud gennem munden. Hun forsøgte at tænke på absolut ingenting, men hvordan gjorde man det? Hun forestillede sig intetheden, som måtte være sort. Langsomt sank hun ind i intetheden. Alle lyde forsvandt, undtagen hendes åndedræt og hjerteslag som lød utrolig højt her midt i intetheden, så hun sænkede det. Hun svævede rundt i intetheden indtil hun mærkede noget der trak i hende. Først blev hun bange og begyndte at kæmpe imod, men opdagede så at det der trak ikke ville hende noget ondt. Af nysgerrighed søgte hun ned mod….. Hvad det så end var.
“June!” Hun blev revet ud af intetheden og tilbage til virkeligheden. Quarqu stod og så beslutsom ud. “Undskyld jeg forstyrrer dig, men du er nødt til at pakke. Vi har fået til opgave at tage til Naboo og eskotere dronningen hertil. Vi skal af sted med det samme.”
June sad lidt, det hele virkede så underligt efter hendes tur i intetheden. Så nikkede hun, rejste sig og begav sig til sit værelse. De skulle på en mission, endelig skulle de af sted. June pakkede hurtigt det hun troede hun ville få brug for, tog tasken over skulderen, kastede et sidste blik på det gamle værelse, smilede og begav sig op til flyene.
“June!” June var næsten nået derop hvor hun skulle mødes med Quarqu. Hun vendte sig om, lidt irriteret faktisk, for at se hvem der havde kaldt på hende nu. Ajas kom løbende op til hende med sin taske over skulderen. Hvordan havde hun så hurtigt kunne glemme ham? Siden hun havde bevæget sig ind i intetheden havde hun ikke skænket ham en tanke! Men måske var det lige det der skulle til for at få hendes følelser til at forsvinde…. En mission. Så kunne hun få noget andet at tænke på. Da Ajas var nået op til hende begyndte han at forklare at han og mester Wardo skulle med og eskotere dronningen.
“Det sagde Quarqu ikke noget om?!” June var splittet i to. Den ene ville rigtig gerne have Ajas med, måske var der en mulighed for at fortælle ham hvordan hun følte. Den anden ville ikke have ham med, det var hendes mission og desuden ville den side slet ikke vedkende de følelser hun havde.
Ajas trak på skuldrene og stak sin arm under hendes mens han smilede. Hun smeltede med det samme og skubbede jalousien væk.
De kom op i flyet og fik sig sat til rette. Ingen af dem skulle flyve, da der jo var to mestre med. Da de var kommet af sted fyldte mestrene resten af informationerne på. Dronningen havde fået flere og flere dødstrusler og rådet var ikke længere sikker på at hun var i sikkerhed på Naboo. Det havde ikke været muligt at finde afsenderen af brevene og nu skulle hun eskoteres til templet hvor hun ville være i sikkerhed. Der var ingen grund til at forvente nogen kamp, da det var ganske få mennesker der vidste at dronningen ville forlade Naboo.

Da de ankom til Naboo blev de indlogeret på paladset, for Dronningen ville først være klar næste dag. Ajas spurgte June om hun ville med ud og se området lidt an. June kiggede på Quarqu for at se om det var okay og Quarqu nikkede kort og vendte sig mod mester Wardo.
June og Ajas gik og snart kom de ud mod nogle grønne områder og June vidste ikke hvad Ajas ville hende. Hun kunne helt klart fornemme at der var noget vigtigt han ville snakke med hende om. Ajas så alvorligt på hende.
“June. Du ved godt hvad reglerne siger om følelser ikke?” June kiggede på ham og nikkede, rædselsslagen for at han vidste det og han ville melde hende. “Du ved også hvor meget jeg holder af dig og ikke vil volde dig problemer, men jeg synes jeg skal sige det her til dig og jeg stoler på dig!” June blev mere forvirret, hvad ville han frem til?
“June du er min bedste ven og derfor synes jeg at jeg sagtens kan betro mig til dig…. Jeg er forelsket i NiaDia”
June troede ikke et øjeblik hendes ører, hvad var det han havde sagt? Hvem var det nu NiaDia var? Nå jo, det var hende der havde honningfarvet hår. Da det gik op for hende var det som om hun blev helt sort indeni og det eneste hun kunne tænke på var at hun måtte væk - langt væk. Hun stirrede på ham et kort øjeblik og så at han var forvirret og ville have hjælp, en hjælp hun ikke kunne give ham. Hun snurrede rundt og begyndte at løbe, mens hun kæmpede mod tårerne. “June!” Ajas råb lød fortvivlet og hun kunne høre at han løb efter hende. “June stop, kom tilbage”. Men det eneste June kunne tænke på var at komme væk.
Pludselig blev hun ramt i ryggen af noget hårdt og hun væltede. Den skiderik havde brugt forcepush på hende. Hun lå lidt og hev efter vejret, mens Ajas løb hen til hende. Hun kunne jo alligevel ikke blive ved med at løbe fra ham, desuden var hun imponeret selvom hun ikke ville indrømme det. Han havde aldrig kunne bruge forcepush mens han var i bevægelse.
Ajas nåede op til hende og satte sig ned ved siden af hende. “Undskyld, jeg troede du ville sladre” June kiggede på ham og svarede at det aldrig kunne være faldet hende ind. Hun var bare blevet så chokeret over at han kunne have det sådan når han vidste hvad der stod på spil.
Ajas så forlegen ud og spurgte hvad han skulle gøre. Niadia vidste det og hun følte på samme måde som han. June kunne mærke jalousien stige op i sig som en rasende tiger.
“I må bare komme over det!” sagde hun koldt, men hun kunne se på Ajas at det kunne de ikke bare.
“Men bare rolig… jeg tager jeres hemmelighed med mig i graven” Ajas så taknemligt på hende. “Skal vi gå tilbage?” spurgte han og forsøgte at hjælpe hende op. Hun skubbede ham brutalt til side, mens han rynkede panden. Hun havde jo aldrig opført sig koldt over for ham. June følte et stik af dårlig samvittighed, hun ville ham jo det bedste og hvis det var med NiaDia så var det nok det bedste, men alligevel…. Tavsheden var tyk mellem dem mens de gik tilbage. Da de kom indenfor så både Quarqu og mester Wardo forbløffede ud og spurgte hvorfor Junes tøj var beskidt. Hun så et øjeblik på Ajas, som stirrede tilbage med et bønfalden blik og svarede så at de havde øvet forcepush på hinanden og at Ajas havde skubbet hende 3 meter, hvilket jo i princippet ikke var helt løgn.
June begav sig til sit værelse og da hun kom derind tændte hun for bruseren. Imens hun klædte sig af følte hun sig ligeså tom som den intethed hun tidligere havde svævet rundt i. Det føltes som et helt andet liv. Da hun endelig stod under bruseren lod hun tårerne få frit løb. Hun græd ellers normalt aldrig, hun kunne faktisk slet ikke huske at hun nogensinde havde grædt, men det der var sket… de ting han havde sagt…. Det gjorde simpelthen så ondt at hun ikke så nogen anden udvej. Ikke engang hvis hun kæmpede vildt lige nu ville det hjælpe. Hun følte hendes hjerte var knust i en milliard stykker og at hun aldrig nogensinde ville få den samlet igen. Pludselig dukkede en tanke op i hendes hoved. Hvis hun kunne få hævn ville smerten holde op, det var hun overbevist om.

Quarqu kaldte og June som var færdig gik ud til hende. De skulle mødes med dronningen nu. June fulgte efter hende og nede i en hal mødtes de med mester Wardo som June hilste på med respekt, men Ajas så hun slet ikke på. Pludselig kom der to mere. Det var mester Huil og hans padawan. June vidste slet ikke han havde en padawan!
June fik et chok da Huils padawan trådte frem i lyset, en lille pige med honningfarvet hår…. NiaDia!
June hilste på dem begge med den respekt og høflighed man forventede af en padawan, men indeni følte hun den største trang til at gribe sit lyssværd og hugge NiaDia over i 2 halvdele.

Dørene ind til tronsalen blev åbnet og de gik ind. Mestrene forrest og deres padawans bagved. De bukkede alle dybt og dronning lavede en fejende håndbevægelse som tydeligt sagde at det ikke var nødvendigt. Mestrene snakkede med dronningen men June hørte ikke rigtigt efter. Hun kiggede skjult på NiaDia og undrede sig over hvad det var ved hende som gjorde at Ajas var forelsket i hende. Hun så meget koncentreret ud omkring samtalen men pludselig drejede hun hovedet og så på June. Hun måtte havde følt at June stirrede på hende.

Da mestrene havde talt færdigt med dronningen og de var kommet ud af tronsalen bad Quarqu June om at følge med. Mens de gik spurgte Quarqu hvad der plagede June, for hun fornemmede at hun var forvirret og rasende. June spekulerede på hvad hun skulle fortælle, hun kunne jo ikke så godt sige sandheden. Hun kom til den simple løsning med at hun ikke havde det så godt og desuden havde hun svært ved at forstå hvorfor de skulle være så mange til at få dronningen til templet, og at hele det faktum at hun ikke kunne regne ud hvorfor, var skyld i hendes vrede. Quarqu smilede og begyndte at forklare at situationen havde udviklet sig meget. Der indkom hele tiden nye oplysninger om siths bevægelser og hvad de var i gang med og mange af oplysningerne lød på at dronningen skulle kidnappes og derfor var de så mange. Desuden havde de fået oplyst at det ville ske i morgen omkring solnedgang og derfor måtte de væk inden.
June nikkede eftertænksomt og svarede at nu forstod hun det bedre, men det gjorde hun ikke. Hvis de alligevel var væk inden solnedgang kunne hun ikke rigtig se problemet, men hun havde ingen ret til at tvivle på hvad rådet sagde. Quarqu gav hende resten af dagen fri til at gøre hvad hun ville så længe hun huskede at meditere, hun havde sikkert brug for det.
June bukkede, sendte hende et smil og begav sig udenfor. Hun ville ud i skoven hvor hun følte sig hjemme. Hun havde endnu aldrig været i en skov hvor hun ikke med det samme havde følt sig hjemme.

Stille vandrede hun rundt i skoven, hun vidste at hun var lydløs. Endnu en evne fra min tid før livet som jedi tænkte hun. Hun gik lidt videre og vendte sig brat mod venstre. Hun syntes hun havde hørt en lyd. Stille listede hun fremad, kom til et velegnet træ og kravlede hurtigt og elegant op i kronen. Ikke så langt fra det træ hun havde valgt kunne hun se Ajas og NiaDia sidde sammen, men hun var får langt væk til at kunne høre hvad de snakkede om. June tænkte sig om et kort øjeblik, hun brændte af nysgerrighed efter at høre hvad de snakkede om, men de havde jo også ret til privatliv. Hun besluttede sig hurtigt, hun måtte vide det. Lynhurtigt sprang hun over i et anden træ og videre til det de sad ved, de ænsede det ikke engang.
“Du må da kunne forstå det. Det betyder for meget for mig.” NiaDias lyse stemme lød skinger og vred. “Og så siger du at følelserne er lige meget?” Ajas lød både fortvivlet og vred. “Selvfølgelig betyder det noget, men vi kan ikke blive ved med at skjule det. Mester Hial kan mærke der er noget galt og hvad sker der hvis de finder ud af det? Har du tænkt på det Ajas? Tror du ikke at jeg gerne ville lade mig synke ind i din favn og blive der hvis jeg også kunne få lov til at gøre det jeg elsker?” “Og dermed elsker du det mere end du elsker mig? Er det det?” Ajas stemme var blevet hård.
“Ajas min egen. Du forstår det ikke” “Nej ved kraften jeg forstår dig ikke Nia” Nia? Tænkte June… Nå så nu hedder hun Nia
“Og grunden til at jeg ikke forstår det er at jeg elsker dig…. Men du elsker ikke mig ligeså højt, men det er også i orden, du kan have din ret til at være Jedi i fred. Jeg skal ikke forvirre eller forsøge at røve din livsdrøm mere.” Ajas vendte sig hurtigt om og forlod stedet i rask løbegang. “Ajas!, vent Ajas hør nu på mig…. Prøv at forstå…” NiaDias stemme knækkede over og hun begyndte at græde, men Ajas var allerede forsvundet mellem træerne.
June var ikke helt klar over hvad hun skulle gøre ved hvad hun lige havde set og hørt. Den ene side af hende ville trøste NiaDia og hjælpe dem begge, men den anden side frydede sig over hvad der lige var sket foran hende. Den gode side vandt og hun sprang ned fra træet. Med en lidt forskrækket lyd kom NiaDia på benene. Hun stirrede på hende og spurgte til sidst hvor meget June havde hørt. “Mere end rigeligt” svarede June, men fortsatte med at fortælle at hun vidste det i forvejen for Ajas havde fortalt hende det. Ved denne besked så NiaDia helt forkert ud, som om han havde forrådt hende. June tog det nu helt roligt og fortsatte med at snakke. Hun sagde til NiaDia at hun ikke bebrejdede hende at hun tog det at blive Jedi mere alvorligt end en ungdomsforelskelse som June kaldte det. NiaDia fortalte at hun var meget ked af det, men hendes hjerte sagde jedi. June nikkede eftertænksomt, NiaDia havde faktisk en god point der. De fulgtes ad tilbage mens NiaDia snakkede om hvad hun skulle gøre, om hun skulle melde sig selv. Hun var så bange for at hendes følelser ville forråde hende og hun i slutningen ville blive forført af den mørke side. June sagde bestemt men venligt til hende at hun respekterede hendes beslutning og at hun syntes at hun valgte rigtigt. Men egentlig var det ikke helt rigtigt, hvis det var June der skulle vælge havde hun valgt Ajas!

De var nået tilbage og det var ved at blive sent, så June sagde godnat og begav sig til sit værelse. Hun kunne ikke rigtig falde i søvn da hun havde lagt sig, men lå og vendte og drejede sig mens tankerne fløj rundt inde i hovedet på hende. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at hun faktisk på en måde havde fået sin hævn. NiaDia ville ikke opgive at blive jedi til fordel for Ajas og det havde såret ham. Og June vidste nu af erfaring at det gjorde mere ondt at blive såret indvendigt end udvendigt. Når man fik et sår udvendigt var det lidt nemmere at gøre noget ved det, men hun vidste at hun aldrig ville stole på nogen nogensinde igen.
June opgav at sove og stod ud af sengen, gik over til vinduet og åbnede det. Det var koldt og stjerneklart, vinteren var på vej. Hun lod mærke til en skikkelse der løb hurtigt og bøjet ind mod skoven. Gad vide hvem der skulle ud på nattevandring? Først var Junes sanser skærpet og hun var næsten på vej ud af vinduet, da hun kom til at tænke på at det kunne være Ajas og NiaDia og lige for en gangs skyld var hun ligeglad. Hun havde fået sin hævn. Hendes hjerte var stadigvæk knust men alligevel følte hun en tilfredsstillelse over at han ikke kunne få hvad han gerne ville have.
June kiggede over mod det sted hvor personen var forsvundet, rystede på hovedet, lukkede vinduet og begyndte at tage noget tøj på. Hvis hun alligevel ikke kunne sove kunne hun ligeså godt gå ned og øve lidt, så kunne det måske også være at hun kunne sove bagefter.
June kom ned i gården og trak sit lyssværd. Langsomt begyndte hun på en dans hun efterhånden kendte så godt, men ændrede i den hver gang med nye indfald. Hun vidste at det var farligt at blive selvsikker og være viklet ind i et bestemt mønster, derfor ændrede hun på den hver gang. Ligesom alle de andre gange var hendes øjne lukkede, hun vidste at det var farligt og at hun burde gøre det med øjnene åbne, men hun kunne godt lide at have øjnene lukkede, desuden var det jo bare øvelse. En kamp ville være anderledes, der kunne hun ikke drømme om at lukke øjnene.

Der var en følelse der blev ved med at generer hende mens hun trænede, men hun kunne ikke komme på hvad det var. Hun åbnede øjnene og der stod Ajas som så mange andre gange før. Han smilede lidt til hende, men han så hærget ud. June vidste præcist hvordan han følte. Hun sænkede sit lyssværd og så brød herved løs!

Tropper kom løbende ud fra skoven. Der var i hundredvis af sortklædte folk der stormede ud fra skoven i retning mod dem selv og paladset. June hævede sit lyssværd, men Ajas så panikslagen ud. “Jeg har ikke mit lyssværd med!” June nærmest skreg af ham: “Har du ikke dit lyssværd med? Hvorfor helvede har du ikke dit lyssværd med? Har du ikke lært noget overhovedet? Vi skal altid, ALTID have det med!!!”
Ajas så fortvivlet ud, men holdt sig tæt op af hende. De sortklædte tropper gik til angreb og June forsvarede dem det bedste hun havde lært, men som sagt havde hun aldrig været i en rigtig kamp og de var overalt. Hun gjorde tegn til Ajas om at bruge forcepush så de kunne komme mod paladset. Det eneste der var i hendes hoved var at komme ind i en nogenlunde sikkerhed og beskytte dronningen, som hun var overbevidst om at de sortklædte var efter. Nogen af dem benyttede blastere, andre lyssværd, så hun var overbevist om at det var siths og deres lakajer.
Pludselig kom der assistance iform af de tre mestre og NiaDia. June havde slet ikke skænket en tanke at de sikkert havde hørt larmen. Mester Wardo kastede Ajas’ lyssværd til ham og Ajas var straks med i kampen.
De kæmpede side om side, men der blev ved at komme sortklædte ud fra skoven og der blev større og større afstand mellem mestrene og deres padawans.
June kunne ikke lade være med at holde et øje med Ajas for at se hvordan han klarede sig og pludselig blev hun grebet af kold angst. Hun kæmpede sig vej mod ham og så for sig hvordan han blev ramt af et skud fra en blaster for bagefter at blive stukket i maven af et lyssværd. June skreg og stak de nærmeste ned. Hun huggede dem brutalt over, mens hendes tanker drejede sig om at komme hen til Ajas og hjælpe ham. For selvom han endnu ikke var kommet til skade, vidste hun at det hun havde set var sandt. Hun kunne føle det i sit hjerte og selvom han ikke elskede hende, ville hun ikke miste ham!
Hendes indre dyr tog over og hun slagtede alt på hendes vej, de fik ingen nåde overhovedet!

Da hun var 5 meter fra ham, skete det. Han blev ramt af et blaster skud og vendte sig om mod der hvor det kom fra. June skreg alt hvad hun kunne mens hun kæmpede videre for at komme over til ham. Hun så hvordan lyssværdet blev stukket ind i hans maven og trukket ud igen og hun huggede Ajas’ modstander over på midten.

June sank ned ved siden af ham….. Alt andet var forsvundet. Der var kun ham og hende. “Ajas…. Ajas, kan du høre mig?” Hans ansigt var fortrukket i smerte. “June?” Han hostede og der kom blod op. June bad ham om at holde ud, for hendes skyld. “Hvorfor June? Jeg har fejlet alt og alle. Jeg fortjener ikke at leve….”
“Det er forkert og du ved det…..” June så fortvivlet på ham. Han bad hende fortælle ham hvorfor han skulle forsøge at overleve. June så længe på ham og bed sig i læben, var det nu hun skulle fortælle ham det? Det var ikke sådan hun havde forestillet sig det, men da han hostede voldsomt besluttede hun sig. “Fordi jeg elsker dig Ajas…. Og jeg mener ikke som en bror!”
Ajas prøvede at smile, men det blev til en grimasse af smerte…. “Jeg vidste det! Jeg har altid haft det på fornemmelsen… June… Der er noget jeg må fortælle dig…..” Han hostede voldsomt og de var i en pøl af blod, hans blod. “Jeg…… jeg…… elsker…..” Han blev slap i hendes arme… June sad og ventede på resten af sætningen. Der gik nogle sekunder inden det gik op for hende at den ikke ville komme. Med et brøl sprang hun på benene med tårerne strømmende ned af kinderne. Alle inden for hendes rækkevidde faldt hurtigt og dem hun ikke kunne nå jagtede hun. Hun vidste ikke hvor lang tid der gik men pludselig var der kun en tilbage og da hun skulle til at give ham det sidste stød efter at hun havde afvæbnet ham, blev hun skubbet gennem luften og landede flere meter væk. Hun rejste sig vredt. Hvem havde forhindret hende i at gøre ham forbi? Quarqu stod henne ved den sårede og kiggede vredt på hende men også med rædsel i hendes øjne.
June var lynhurtigt henne ved hende, men på vejen fik mester Wardo hendes lyssværd fra hende og uden at tænke over det knaldede hun en lige venstre. Hun tænkte kun på at få det til at holde op med at gøre så ondt! Mester Wardo skubbede hende 5 meter tilbage og June sank sammen og græd.

Det gjorde så ondt…. Så ondt…. Hun så en sidste gang på NiaDia som også græd, mester Wardo som så fortvivlet ud og en sidste gang på Quarqu som så ud som om hun endelig forstod hvad der var sket.

Og så blev alt sort………

En lang weekend er endelig slut, hvor søvnen har været i underskud, ventetiden lang, men skaderne store og fede.

8 sanitetspersoner fra Stabskompagniet København City brugte deres anden weekend i august på at være præhospital til et internationalt rugbystævne i RKSpeed klubben.

Der bød sig mange forskellige nationaliteter og det kunne være en udfordring at forklare at med den skade burde man tage på hospitalet og blive syet. Endnu værre stod overtalelsen, da dette er hårde gutter og gutinder der absolut mener at en flænge på 7 cm lang og meget dyb, da bare lige kan fikses med et plaster.

Fra brækkede lemmer, store blødninger og hjernerystelse til bistik, flænger, optapeninger og forstuvninger. Ja skaderne var mange og forskellige og der skulle til tider graves lidt efter viden og behandlingsmetoder, samt forklares hvorfor visse ting bare ikke var så smart en idé.

Vagten begyndte med at opstille trailer samt pavillioner og eget sovetelt hvis der skulle blive tid til det.

Kl. 1100 gik kampene i gang og kort tid efter var der nok at lave til alle behandlerne.

Dagen gik med raske skridt og om aftenen blev der festet på livet løs, hvor det ene behandlerhold stod klar til at behandle hvis nu de kære spillere skulle falde og slå sig. Kl. 0400 skiftede vagten og et nyt behandlerhold tog over, så de andre kunne få lidt søvn.

Der var ro på, men de fik dog hjulpet en sydamerikaner med at skaffe en taxa så han kunne komme hjem og sove.

Søndagen var ikke mindre travl og pludselig blev finalet spillet og vi kunne pakke sammen og tage hjem.

Rundt regnet cirka 50 behandlinger af alt muligt, som de 8 behandlere kan skrive på deres CV.

Jeps så er det tid igen…

I Juni måned var jeg i Grafenwöhr for at være sanitetspersonel under skydninger dernede.

I personelgruppen mødte jeg en fyr som var meget sød… og egentlig også så lidt godt ud… Men problemet var at han var lavere end mig og anså mig selv som overfladisk nok, da det er noget der irriterede mig….

Men her en måned efter kommer vi sammen… og han er rigtig dejlig…

men vi kommer fra 2 helt forskellige verdener… Han er meget liberalist og mener at staten burde nedlægges næsten totalt og så skal de rige hjælpe de mindre rige hvis de lyster… Ligesom i USA.

Han drikker dansk vand med citrus og går ulastelig klædt, mens han læser jura, og har meget stærke meninger… om alt.

Jeg er typen der jo godt kan lide at gå pænt klædt, men det er absolut ikke overdrevet og har da intet problem med at rende i netto i joggingbukser og morgenhår. Jeg er arbejdsløs pt og har en mellemlang uddannelse… Jeg mener at samfundet skal hjælpe hinanden og det gør man bedst via et faldnet og det er staten.

Så igår kom vi i et kæmpe skænderi om det, for han sad faktisk og sagde at mig og min folkegruppe bare skulle rådne op, hvis vi har jokket i spinaten…. Fordi vi ikke alle sammen har familie til at samle os op hvis det går galt (det mente han bla. at sådan skulle samfundet være)

Men vi endte med at blive gode venner igen….

Her til morgen var han meget fraværende og ja både igår og idag lykkedes det mig ikke rigtig at få ham med på mine idéer om lidt… ehm.. voksenleg. Og han virkede meget fraværende da han gik…

Så nu er jeg meget i tvivl om hvad han vil…. Jeg mener… vi har været i sammen i en måneds tid… burde han ikke kaste sig over mig ved hver given lejlighed? Men istedet trækker han sig bare væk… Det kan jeg slet ikke regne ud…

Jeg ved slet ikke… hvad jeg skal gøre… vi aftalte at spille med åbne kort, for alt andet kan jeg bare ikke finde ud af… men det gør han tydeligvis ikke når han så ikke fortæller mig hvad der er galt….

Det er bare…. arg!! Forvirrende og pisse træls…!! Det er lige hvad det er….

Den 6. december fik jeg et nyt arbejde som kundeservicemedarbejder (i hvilket selvskab skal jeg lade forblive uskrevet).

Jeg var meget glad for at få et arbejde, da jeg havde været arbejdsløs rigtig længe og stod til at skulle i aktivering hos kommunen. Noget jeg frygtede rigtig meget.

Det startede med 14 dages oplæring og en afsluttende prøve hvorefter at jeg var certificeret som kundeservicemedarbejder (med papir på det og alt muligt)!

Mens jeg var i oplæring i alle firmaets programmer og procedurer, hørte jeg nogen snakke om at levetiden for en kundeservicemedarbejder er 3 mdr. på arbejdspladsen, fordi arbejdet simpelthen er så hårdt.

Jeg synes at det lød helt surealistisk at folk ikke arbejdede længere end 3 måneder i gennemsnit i kundeservicebranchen, men her næsten 3 måneder efter min ansættelse, kan jeg jo konstaterer at mit hold (der startede med 15 mand) nu er nede på 4. Så der er faldet rigtig mange fra.

Og jeg kan godt forstå dem. Mange af dem jeg snakker med herinde (og i starten var det rigtig svært at få kontakt) leder efter et nyt arbejde eller også skal de snart begynde i skole igen.

Og det er et hårdt arbejde! Når teleselskaberne laver fejl, så ringer man jo som regel ind til kundeservice, og når man så har haft problemer er man som regel rigtig sur. Dette går ud over den første der tager telefonen og som regel ikke på en pæn måde.

Det vil altså sige at man som kundeservicemedarbejder sidder hele dagen og får skældud for noget man ikke har haft noget med at gøre og generelt ikke kan gøre for. Man kan afhjælpe problemet, det er jo derfor vi sidder her, men vi er ikke skyld i problemet.

Det er meget hårdt! Som sagt tidligere…. så min bøn er nok…. Hvis du skal ringe ind til kundeservice… så vær sød ved den agent der tager telefonen. Det er ikke hendes eller hans skyld at teleselskabet har lavet rod i den og de vil altid forsøge at hjælpe dig bedst muligt! Det hedder jo ikke KUNDESERVICE for ingenting

Jeg havde faktisk tænkt på hele dagen at idag skulle min blog handle om det møde som Hizb ut-Tahrir afholder imorgen og demostrationen imod den, fordi det er noget der faktisk går mig på, at de opfordrer til væbnet kamp mod soldater af det land der har givet dem husly i en svær tid for deres familie.

Men…. noget andet der virkelig går mig på og som er enormt presserende i øjeblikket i mit liv er…. Jeg har ingen billet til kampen Chelsea Vs. FCK den 16. marts 2011.

Jeg har flybillet, jeg har bestilt et sted at overnatte… men det virker i øjeblikket som en umulig opgave at få fingre i en billet.

Jeg havde fået en veninde (som også har bestilt fly og hotel) til at stå i kø i over 3 timer for at få fingrer i nogle billetter til os, da de blev sat til salg af FCK. Desværre var der ikke billetter nok og der blev udsolgt.

Jeg fik hende så til at skrive os på den venteliste der var til flere billetter, men på et forum for FCK’ere kan jeg læse at nogle allerede er blevet ringet op omkring salg af ekstra billetter fordi de stod på ventelisten… og vi er ikke ringet op.

Jeg har fået kammerater til at hive i alle deres kontakter for at fremskaffe billetter. Vi har tryglet om at bytte nogle vundne billetter til retten til at købe nogle af de ekstra billetter der var, men det var også udelukket.

Jeg er virkelig i syv sind og vil meget gerne have fat i nogle billetter til kampen.

Derfor er min tryglende bøn til dig der læser dette…. Kender du nogen som vil af med billetter… eller bare nogen som kender nogen som kender nogen der evt. kan hjælpe?

Vi er 5 der mangler billetter til dette brag af en kamp…. hjælp, gode råd og meget andet modtages med kyshånd. (et udtryk jeg ikke helt forstår faktisk)

Hvis du nu sidder og tænker.. “Det er jo kun en fodboldkamp?!!?” så lad mig forklare dig hvor vigtigt det er for os at vi kommer afsted.

Til tøserne < Kender du det med at du bare MÅ eje en taske/sko/kjole ect. ect. og du vil gøre næsten hvad som helst for at få fat i den? For den findes kun i begrænst omfang?

Til fyrerne < Når du har stået i kø i flere timer for at få et nyt computerspil/Iphone/Tablet/computer så bliver du enormt skuffet hvis der er udsolgt 5 mennesker før dig. ja du er hiver faktisk fat i ham der fik den sidste og tilbyder overpris, fordi det bare er vigtigt at du får den med hjem med det samme, for du har læst om den her i flere måneder!

Jeg håber du nu forstår hvor vigtigt det er for mig at få billetter….. og hvis ikke.. ja så kan jeg undskylde mig med at jeg vist ikke er helt rask

Min bedste veninde og roommate har selvfølgelig ligesom de fleste andre unge danskere en bærbar. Den er en HP Pavilion dv6500 og hun har haft den i et godt stykke tid!

For lang tid siden udløb hendes Norton Antivirus program og hun skulle så enten købe et nyt abonnement eller downloade en af de mange gode gratis antivirus programmer der heldigvis findes på nettet!

Hun henter så et program (uden min viden vel at mærke) der hedder AntiSpy SafeGuard. Badabing badaboom, pludselig kører den en scan af hele computeren når hun starter den op, hun kan ikke gå på nettet, fordi antivirusprogrammet siger at det ikke er sikkert, så længe at hun ikke køber et abonnement hos dem, hun kan ikke kommer til nogen af hendes filer fordi det nye program mener at det ikke er sikkert!

Hun går selvfølgelig til sin nørdeveninde og roommate og beder om hjælp på problemet, som jo så må erkende at problemet faktisk er lidt større end hun lige kunne klare på et par minuttter.

For på dette tidspunkt ved jeg ikke at det ikke bare er et antivirusprogram og kan ikke forstå hvorfor jeg slet ikke kan finde det på hendes computer, undtagen når det popper op med en eller anden råden meddelelse om noget som jeg VED ikke er et problem for computere.

Så i panik får jeg hjælp af en mine nørdevenner (ih engang imellem elsker jeg ham altså, han kan guide mig igennem stort set alle computerproblemer som jeg ikke lige selv kan løse) og han sender mig et link til bukisa.com, hvor der står en artikel om AntiSpy SafeGuard!

Det viser sig selvfølgelig at det ikke er at antivirusprogram ligesom hun troede, men et virusprogram forklædt som antivirus, men som går ind og overtager hele din computer, downloader en masse crap og hiver alle dine personlige oplysninger ud af computeren!

Så straks efter denne oplysninger går jeg igang med at redde hendes computer.

jeg får downloadet XoftSpy som fjerner virusprogrammet og herefter henter jeg AVG som jeg så sætter igang med at scanne hele hendes computer. Og ja skaden var meget stor!

I dette øjeblik sidder jeg stadigvæk og rydder op på hendes computer, og jeg startede igår! Så samlet set indtil nu har jeg brugt 5 timer på at redde hendes computer!

Så aftalen med min bedste veninde er; at fremover inden hun downloader software programmer (og jeg er ligeglad med hvilken kategori de skal under) så spørger hun lige mig til råds først Så slipper jeg nemlig med at bruge mange timer på at redde hendes computer!

Så konklusionen er; spørg altid nogle andre til råds inden du downloader software….

Der er rigtig mange fede ting ved efteråret. Det er sæsonen for kastanjedyr, at lave fuglefoder på sjove måder, f.eks. kogler, tryk af visne blade, svampejagt, helikoptertræ, bamser af mos, smykker af naturmaterialer, æbler samt halloween hvor der kommer enormt mange aktiviteter ud af græskar, og sankt hans ikke at forglemme! Efteråret er fyldt med flotte farver, ja hele landet bliver forvandlet til et eventyrlandskab af farver!

Så hvorfor er det at jeg bliver ked af at det er mørkt når jeg står op og mørkt allerede ved en 20 tiden? Efteråret er fyldt med fede naturaktiviteter, men det eneste vi danskere kan fokuserer på, er at det ikke er særlig varmt længere (dette kan afhjælpes med at tage noget mere tøj på), og at det blæser og regner (regntøj og vindtættøj er skam opfundet!)

Det eneste negative jeg kan se ved efteråret er at lyset forsvinder, så der bliver mindre tid til alle de aktiviteter som efteråret byder på!

så drop din danske negative indstilling og kom ud i det fantastiske landskab og lav nogle aktiviteter med vennerne, familien og børnene!

Jeg satte mig ned for at se “The Notebook” - en film jeg ellers tidligere har erklæret for kedelig efter de første 10 min’s spilletid.

Men nu ville jeg vide hvad det var som andre så i filmen. Så jeg satte mig godt til rette og fulgte med…. og bagefter havde jeg en underlig følelse og kunne ikke helt finde hoved eller hale i noget.

Filmen fik mig nemmelig til at tænke gevaldigt. Det handler selvfølgelig om kærlighed og sommerromance og alt det der, som de fleste nok oplever.  Men på et tidspunkt er der en af karaktererne der siger “at man altid vil elske sin første kærlighed… den vil altid være der…”

Da jeg fik knust mit hjerte for lidt over 6 måneder siden, sagde en af mine veninder til mig, at det ikke var for at nedgøre mig, men det virkede somom at den kærlighed folk normalt oplever, altså deres første kærlighed, som 14-16 årige, at den havde jeg først oplevet nu med eks-kæresten. Og at det nok var derfor at det var så svært for mig at komme videre og se at livet nogensinde ville blive værd at leve igen…

og det måtte jeg jo så give hende ret i… Aldrig har jeg følt som jeg gjorde for ham… Aldrig har noget gjort så ondt, og jeg har ellers haft min del af brækkede, forstuvede, gået af led, lemmer…. Men aldrig har noget taget livsglæden fra mig. Ikke engang da den person jeg elskede højest i livet døde….

Livet var meningsløst… og er det til tider (lidt for ofte måske) stadig. Men jeg har fundet enkelte ting at holde fast i… noget som giver mig glæde ved at stadig være i live.

Kærligheden er blevet pakket væk, og kunne jeg så havde jeg skåret mit hjerte ud og gemt det væk i en boks (ligesom David Jones i Pirates of the Caribbien), bare så jeg ikke skulle tænke over den smerte som stadig følger mig.

Jo jo jeg har været sammen med andre siden…. men de siger mig sådan set ikke noget… som skrevet tidligere er det bare byttedyr som jeg nedlægger… Mit hjerte er jo knust og kan derfor ikke gives væk til nogen….

Men hvis man aldrig kommer sig over den første kærlighed… Vil det så sige at jeg altid vil elske ham?? ” ’cause that would suck!!”

Jeg indrømmer blankt at jeg stadig elsker ham (bare ikke overfor ham), men jeg ville ikke have ham tilbage. Han løj for mig i al den tid vi var sammen, om et emne der virkelig berørte mig (nej han var mig ikke utro - havde det “bare” været det kunne jeg jo have skåret en vis legmesdel af ham)…. og man skal ikke lyve for mig…!! Og slet ikke fordi jeg gav ham rigtig mange fripas til at fortælle mig det uden at jeg ville blive sur - fordi jeg havde på fornemmelsen at der var et eller andet som han ikke fortalte mig…

Min mor indrømmede engang overfor mig at hun nogle gange stadigvæk savner mig far og stadig elsker ham… (de blev skilt da jeg var 4)… Det er altså 20 år siden at de blev skilt…

Vil jeg om 20 år stadig savne ham?? Fordi min første kærlighed kom så sent i livet?? Fordi jeg ikke bare kan slå det hen som en sommerromance der bare varede lidt længere??

That sucks absolutly…..

Foråret er sat ind med alt hvad der hører til. Græsset er grønt, solen skinner på udvalgte dage, fuglene er kommet tilbage og fylder luften med deres fantastiske sange….

men det føles somom der mangler noget… noget vigtigt… noget som ville hjælpe med at gøre foråret komplet… noget der ville få solen til at skinne fra himlen alle dage, få fuglenes sang til at lyde endnu smukkere, få græsset til at virke endnu grønnere…

en forelskelse…

men sådan noget skal vel komme af sig selv… pludselig og uden varsel… som når lynet slår ned fra en skyfri himmel…

Desværre sker det nok ikke for mig…. er blevet bedre til at passe på mig selv… Og nej nu må du ikke misforstå mig… jeg kan sagtens værdsætte fyre og især lækre fyre….

Jagten, flirten, spændingen…. nedlægningen…. det er da meget sjovt… men ligesom alle andre jærgere, er byttet jo ikke længere interessant når det først er nedlagt… Så skal jærgeren igen begive sig ud i skoven for at finde nyt vildt… Men jærgeren lader jo aldrig vildtet komme ind på livet af sig.

Alle jærgere der nogensinde har haft en personlig nærkamp med et stykke vildt og som er blevet såret i kampen, har af erfaring lært at skyde sin pil afsted fra sikker afstand.

Det giver en følelse af sikkerhed, men desværre forsvinder en smule af spændingen også… og skoven kan virke stor og jærgeren føler sig lille og ensom…